Jødedommen er én af de ældste eksisterende religioner, og dens traditioner kan føres mindst 4000 år tilbage. Det er dog et åbent spørgsmål om jødedommen af i dag er den samme religion som jødedommen for 4000 år siden, eller om jødedommen for 2000 år siden var den samme religion som for 3000 år siden. Den troende jøde vil nok være tilbøjelig til at sige at det er den samme religion hele vejen igennem, mens religionsforskeren vil være tilbøjelig til at sige at det er en række forskellige religioner, der bygger på hinandens traditioner.
I hvert fald indeholder jødedommen, dens traditioner og dens skrifter mange lag. Nogle lag har afløst hinanden mens andre lag har eksisteret side om side. De ældste skrifter, som stort set udgøres af den jødiske bibel, også kaldet det gamle testamente, har baggrund i en lang mundtlig tradition, og inden den nuværende skriftlige form blev fastlagt har traditionen været udsat for flere redaktioner. Med redaktion menes dels at man har omformuleret traditionen så den passede til en senere tids gældende gudsbillede, og dels at afsnit er blevet udeladt eller direkte ændret for at passe med teologien. Dette betyder at de ældste dele ofte er ændret ganske meget, men alligevel kan man mange steder se spor efter tidligere tiders teologi.
Monolatri betegner dyrkelse af kun én gud samtidig med at man anerkender andre guders eksistens. Meget tyder på at jødedommen oprindeligt har været en stammereligion, hvor man dyrkede en bestemt gud, som nu hørte til denne stamme, og ellers anerkendte man eksistensen af andre guder – blot hørte disse til andre stammer. Dette ser man f.eks. spor af i beretningen om Abraham. Beretningen fortæller om Abraham, der af Gud bliver kaldet til at forlade Mesopotamien og rejse til Palæstina. I Palæstina kommer Abraham bl.a. til helligstedet ved Sikem, hvor han rejser et alter for Gud. Han dyrker altså Gud på et sted, hvor også andre guder bliver dyrket.
Tilsyneladende har forestillingen om jødernes gud som den højeste gud efterhånden vundet indpas, og dette ser man spor af flere steder. Mest tydeligt er det et sted som Salme 135: ”... Herren er stor, vor Herre er den største af alle guder.”, men også formuleringer som ”Ingen blandt guderne er som du, Herre ...” (Salme 86) og ”Hvem er som du blandt guder, Herre?”(5.Mos.15) bærer tydeligt præg af en anerkendelse af andre guders eksistens.
Efterhånden fører ophøjelsen af jødernes gud til at eksistensen af andre guder benægtes. Andre guder bliver sat lig med gudsbillederne og de bliver opfattet som falske guder.
Forestillingen glider over i at se andre guder som en slags åndevæsener, dæmoner, der er skabte væsener med samme rang som Guds tjenere, englene.
Der er ikke langt fra opfattelsen af dæmoners eksistens til opfattelsen af en egentlig modstander til Gud – heraf navnet Satan, der er hebraisk for modstander. Det er sandsynligvis under eksilet at 1. Mosebogs beretning om syndefaldet har fået sin nuværende form. Her optræder modstanderen i form af en slange som den, der ægger mennesket til at gå imod Gud. Mere direkte optræder Satan i Jobs bog, hvor han udfordrer Gud til at prøve Jobs gudfrygtighed og er den, der med Guds tilladelse underkaster Job en mængde prøvelser netop med dette formål. Hos profeten Zakarias ser man Satan som anklageren, der fremholder et menneskes synder overfor den retfærdige Gud.
Satan opfattes som en falden engel, og man fremhæver ofte Esajas 14 som en beskrivelse af netop Satans fald, omend passagen mere direkte handler om Babylons konge.
Den dualistiske gudsopfattelse er dog en vigende tendens i jødedommen, og op mod vor tidsregnings begyndelse forkynder de fleste jødiske retninger en klar monoteisme.
I klassisk periode er de tre hovedstrømninger i jødedommen: den gamle tempelkult, de asketiske grupper og synagogejødedommen.
Den gamle tempelkult er fra den jødiske overklasses hjemvendelse fra eksilet centreret omkring templet i Jerusalem, der anses som det eneste sted, hvor man kan foretage ofringer. Præsteslægterne, der udgør et stort mindretal i befolkningen, styrer tempelkulten, og samfundets hierarki er bestemt ud fra et indviklet system af slægtskaber, hvor præsteslægterne udgør overklassen. Op mod vor tidsregnings begyndelse ser man en udpræget liberal holdning i præsteslægterne, og mange lader sig inspirere af fremmed indflydelse, bl.a. græsk filosofi.
Et modsvar til præsteslægternes dominans er de asketiske grupper, der samler sig i små samfund på øde steder, hvor de har ejendomsfællesskab og særligt dyrker renhedsreglerne. De asketiske grupper er ikke uden betydning i det klassiske jødiske samfund, men det er dog en mindre strømning.
Et andet modsvar til liberaliseringen og præsteslægternes dominans er synagogejødedommen. Denne har sin oprindelse blandt jøder med bopæl udenfor Palæstina. I synagogejødedommen dyrkes toraen, den oprindelige skriftsamling i særlig grad, og man ser sig selv som reformatorer. Synagogejødedommen får også et godt tag i den palæstinensiske jødedom, og dér bliver det en magtfuld udfordrer til præsteskabets samfundsorden. Et kendt eksempel på synagogejødedommen er de i den kristne bibel så udskældte farisæere. Men netop farisæerne havde med deres budskab om moralsk renhed som adelsmærke fremfor slægtskabs renhed godt fat i befolkningen.
Da romerne efter adskillige oprør lægger Jerusalem, inklusive dets tempel, i ruiner og forviser jøderne fra Palæstina viser synagogejødedommen sig som den mest livskraftige af de jødiske strømninger, og det bliver først og fremmest denne strømning der kommer til at videreføre den jødiske religion.
Senmiddelalderens jødedom var i nogen grad præget af en svært tilgængelig filosofisk tilgang til religionen, og som en reaktion herpå vinder en strømning af jødisk mysticisme, kabbala, frem. Hvor filosofferne hævder Gud som en på alle måder utilgængelig størrelse, hvad angår erkendelse, så fremhæver kabbalismen en anden side af Gud, nemlig den åbenbarede.
Kabbala udtrykker sig i et avanceret symbolsk system, og fremhæver en indirekte erkendelse af Gud, nemlig gennem skabelsen og Guds åbenbaringer til profeterne mm.
I den folkelige kabbala var desuden den opfattelse at den enkelte jøde med sin fromhed kunne fremskynde Messias’ komme, og modsat ved mangle på fromhed forsinke Messias’ komme. Denne forestilling fandtes også i farisæismen men ikke med samme styrke. I den folkelige kabbala blev det dog til et spørgsmål om personlig frelse.
Moderne jødedom er først og fremmest præget af to retninger: den ortodokse jødedom og reformjødedommen.
Ortodoks jødedom fremhæver et gudsbillede med vægt på toraens almægtige, alvidende skabergud, en personlig gud, der først og fremmest åbenbarer sig gennem toraen.
Reformjødedommen er generelt præget af en mere fjernt gudsbillede. Her lægges der vægt på Gud som en åndelig kraft, og som den der opretholder orden i naturen og mellem mennesker. Toraen har her en mindre plads, og oftest bliver den betragtet som en række anskuelseshistorier.
Kristendommen opstod som en gruppering indenfor jødedommen. Denne gruppe voksede voldsomt i sine første år, og snart tog den proselytter ind fra andre folkeslag i et omfang langt udover hvad jødedommen havde gjort indtil da. Efterhånden udgjorde de hedningekristne en betragtelig del af de kristne, og med apostlen Paulus som banebryder udskilte kristendommen sig som en selvstændig religion. Stadig havde kristendommen dybe rødder i jødedommen, men med apostlenes breve og evangelierne fik kristendommen sine egne skrifter, som man meget praktisk kaldte det nye testamente og satte sammen med den jødiske bibel, som man kaldte det gamle testamente. Med Jerusalems tempels ødelæggelse i år 70 og jødernes efterfølgende forvisning fra Palæstina blev kristendommen og synagogejødedommen de to eneste livskraftige grene af jødedommen. Kristendommen distancerede sig efterfølgende mere og mere fra den tilbageblevne jødedom samtidig med at de kristnes antal voksede med uset hast, og bare 300 år efter kristendommens opståen blev den statsreligion i det mægtige Romerrige.
Kristendommen skylder først og fremmest sin oprindelse til Jesus. Til at begynde med optrådte Jesus blot som én Messias (den ventede forløser for det hårdt prøvede jødiske folk) blandt mange andre. Men kort efter hans død begyndte hans disciple at forkynde at han var opstået fra graven, og snart begyndte der at tegne sig et billede af Jesus som en guddommelig person. En gammel jødisk tradition kaldte kongen for Guds søn, og da jøderne ikke længere havde en fælles konge blev titlen Guds søn endnu en af Messias’ titler, men for Jesu disciple kom titlen Guds søn til at betegne Jesus som mere end bare Messias, den ventede. Opfattelsen gik i retning af at se Jesus som direkte guddommelig, helt konkret som Guds afkom.
Dette stemte dog dårligt overens med den tids jødedoms monoteisme, og kristne teologer kæmpede i de næste århundreder med at få Jesus som Guds søn til at passe med monoteismen. Det blev som bekendt til treenighedslæren, hvor man definerede Gud fader, Jesus og Guds ånd som tre dele eller tre sider af den samme gud. Det førte dog til langvarige stridigheder, flere gange direkte fjendtligheder, hvor forskellige parter holdt hårdt på hver sin definition af treenigheden. Til sidst tvang den (kristne) romerske kejser de kristne biskopper til at sætte sig ned og endeligt definere treenighedslæren. De, der ikke rettede sig efter vedtagelsen, blev forvist fra eller forfulgt i Romerriget. Problemerne var dog ikke slut med dette, for ikke mange år senere opstod der en bitter stridighed om definitionen af Jesu natur. Var Jesus et menneske, der blev adopteret af Gud, var han helt og holdent guddommelig uden et gran af menneskelig natur i sig, eller var han en blanding af de to naturer? Denne stridighed var i høj grad en fortsættelse af den gamle strid om treenighedslæren, og igen gik der flere år med direkte fjendtligheder, hvorefter et kirkeligt flertal allierede sig med den romerske øvrighed og forfulgte og forviste dem, der mente anderledes. Den sejrende opfattelse blev at Jesus var en blanding af menneskelig og guddommelig natur.
Men spørgsmålene om Treenigheden og Jesu natur bliver til stadighed debatteret mellem forskellige kristne grupperinger, og selvom mange forsøger at lægge låg på stridighederne ved at kalde spørgsmålene for mysterier er der ingen tegn på at diskussionerne holder op.
De kristne asketer blev tidligt organiseret i munkevæsenet. Muligvis var man inspireret af essæerne, og i hvert fald var der så mange fællesstræk at selv seriøse forskere langt op i det nittende århundrede troede at essæerne var tidlige kristne munke. Munkene havde først og fremmest karakter af religiøse specialister, men de fleste munkeordener praktiserede ejendomsfællesskab og munkene praktiserede også særlige renhedsregler, der dog oftest gik på moralsk renhed.
Det var især i munkevæsenet at den kristne mysticisme blev dyrket. Klostrene fungerede som hospitaler, refugier og lærdomscentre, men munkenes fremmeste opgave var fordybelse i den kristne tro og dens skrifter. Som en del af denne fordybelse praktiserede munkene kontemplation, hvor de mediterede over bestemte passager fra de hellige tekster, eller de kunne mediterede over religiøs kunst, som f.eks. et krucifiks.
Gennem kontemplationen opnår munkene en form for enhed med eller kontakt til Gud. Ofte er den meget følelsesladet og præget af en stærk inderlighed, og sprogbruget minder meget om verdslige kærlighedsdigte.
Den kristne mysticisme kan ses som en reaktion på en filosofisk tradition, hvor gudsbilledet tegner en fjern, upersonlig Gud. I mystiscismen bliver Gud nærværende på en næsten fysisk måde, og der opstår et gudsbillede med en Gud, som man kan forholde sig til og kommunikere med på et personligt plan.
Med renæssancens og oplysningstidens kritik og videnskabelige tilgang bliver det muligt at tvivle på Guds eksistens, eller i hvert fald på Guds forsyn og aktive virke i verden. Efterhånden som videnskabsfolk kortlægger naturens lovmæssigheder, først i astronomien og kemien og senere i biologien bliver der ikke længere plads til forklaringer der alene henviser til Guds vilje som en arbitrær årsag til verdens gang. I et forsøg på at fastholde påstanden om Guds eksistens overfor en mere og mere kritisk videnskabelig tilgang bliver der formuleret et billede af Gud som den første årsag. Her ses Gud alene som den der har skabt verden og sat lovmæssighederne i gang for derefter at trække sig tilbage og iagttage verden på afstand – uden på nogen måde at gribe ind i den. Dette gudsbillede kaldes det deistiske gudsbillede, eller Gud som urmageren.
Under denne overskrift vil jeg forsøge at beskrive to stærke strømninger i den moderne kristendom, nemlig evangelikalismen og pentekostalismen. Hovedindholdet af de to strømninger er ikke nyt, de er eksponenter for strømninger, der kan føres langt tilbage i middelalderen eller før, og begge strømninger ser sig som fornyelses- eller reformbevægelser, der skal bringe kristendommen tilbage til det oprindelige indhold. Det nye er den omfattende tilslutning til de to strømninger.
Forkyndelsen af det personlige forhold til Gud er fælles for fælles for evangelikalismen og pentekostalismen, men den konkrete udlægning varierer lidt mellem de to. Evangelikalismen lægger vægt på personlig stillingtagen og til en vis grad moralsk ansvarlighed overfor Gud, og de personlige bønner bærer ofte præg af egne indre refleksioner. Pentekostalismens gudsforhold er præget af større inderlighed, og man vil ofte i bønnerne anvende ord og formuleringer, som ellers normalt hører det erotiske kærlighedsliv til.
Mange kirker er prægede af begge strømninger, og ofte kan det være svært at skille de to ad, men tendensen er at evangelikalismen har bedst fat i den vestlige og østlige verden mens pentekostalismen har bedst fat i den tredje verden.
Islam opstod i det syvende århundrede i udkanten af det, som man efterhånden kunne kalde det kristne kulturområde. På den arabiske halvø var der flere steder betragtelige andele af befolkningen, der var jøder, og især havde flere af de kristne retninger, der i Romerriget var blevet stemplet som kættere, stor tilslutning og mange kirker og klostre. Den største del af befolkningen på den arabiske halvø holdt dog fast i den traditionelle polyteistiske religion, omend kulturpåvirkningen fra jødedom og kristendom var betragtelig.
Det var her, i én af halvøens vigtigste handelsbyer, at Muhammed blev født. Man ved ikke meget om ham indtil han som fyrreårig, hvor han havde avanceret fra fattige kår til middelmådig rigdom, stod frem og fortalte om sine åbenbaringer fra Allah – Guden, eller den eneste Gud.
Man kan spekulere på om den traditionelle arabiske kultur følte sig underlegen i forhold til jødedom og kristendom og at det var derfor der var god grobund for en panarabisk monoteistisk religion, men i hvert fald var det en sådan at Muhammed erklærede sig selv som profet for.
I begyndelsen var der kun få, der sluttede sig til det islam som Muhammed forkyndte, men efterhånden blev der så mange, at de indflydelsesrige præsteskaber i Mekka så dem som en trussel og derfor sørgede for at få Muhammed og hans tilhængere til at rejse væk. De endte som bekendt i byen Medina, og her begyndte religionens tilslutning virkelig at tage fart. Efterhånden bekendte hele byens indbyggere sig til islam, og som byens indflydelse, under Muhammeds kyndige vejledning, blev større, blev også tilslutningen til islam større. Under Muhammed lagde Medina sig ud med Mekka, og flere års stridigheder endte med at Mekka tilsluttede sig islam, og herefter bredte islams indflydelse sig over den arabiske halvø og flere og flere sluttede sig til islam. Efter Muhammeds død blev alle arabere forenet under islam, og snart gjorde de arabiske hære store erobringer fra sine svage naboer, der havde bekriget hinanden i århundreder.
Islam opfatter sig selv som strengt monoteistisk, og helt fra sin begyndelse kritiserede islam det kristne treenighedsbegreb. ”Der er ingen gud, undtagen Gud, og Muhammed er Guds udsending”, har siden islams første år været bekendelsen der gjorde en person til muslim, tilhænger af islam.
Gud opfattes som en mægtig majestæt. Gud er skaberen, der har placeret mennesket i sin verden, og Gud er dommeren, der engang skal dømme menneskene efter deres handlinger i verden. Det islamiske gudsbillede tegner ofte et billede af en fjern og upersonlig guddom, og islam bliver ofte beskyldt for at minde meget om den kristne deisme. Men selvom islams Gud ikke griber direkte ind i verden så er der alligevel en indirekte interaktion mellem Gud og mennesker, nemlig i form af Guds åbenbarede ord: Koranen. Hvor de kristne anser Jesus Kristus for at være Guds åbenbaring og Bibelen for først og fremmest at være en beretning (omend autoritativ) om åbenbaringen, så opfatter muslimer Koranen som den egentlig åbenbaring fra Gud. Koranen er ikke guddommelig, men den indeholder alligevel på sin vis en guddommelig essens. Følgelig anses læsning og studie af Koranen og implementeringen af dens befalinger som en art interaktion med Gud.
Helt fri for konkurrenter er islams Gud dog ikke. Islam indeholder forestillinger om åndevæsner af forskellig art. Først og fremmest er der Satan, Guds modstander, og dernæst er der englene (med Gabriel som den fremmeste af disse) og ligesådan er der ondskabens åndevæsener: djinnerne.
Islam er dog langt fra dualistisk. Endnu mere end kristendommen fremhæver islam at Satan og de øvrige åndevæsener er underlagt Gud. Dels har de langt fra Guds magt, men dels tjener de også Guds formål – selv Satan tjener på sin vis Gud. Satan er den der tester de troende, og samtidig med at Satan selv er falskhed så bruger Gud Satan til at afsløre falskhed.
Tidligt i islams historie opstod der forskellige mysticistiske retninger. Den langt væsentligste af disse er sufismen. Det officielle islam anerkender ikke sufismen, og gennem historien er flere store sufi tænkere blevet myrdet af muslimske magthavere, men i det folkelige spiller sufismen en stor rolle.
Sufismen repræsenterer en måde hvorpå den enkelte troende kan opnå en direkte kontakt med Gud. Gennem forskellige former for meditative handlinger (den mest kendte er måske dervishernes endeløse dans) lukker den troende alt andet ude, og til sidst vil der kun være Gud tilbage.
Ordet hinduisme kommer af det gamle persiske ord for området omkring de store floder i den nordvestlige del af det, som vi i dag kalder Indien. Således er hinduisme egentlig en betegnelse for religion i et bestemt geografisk område.
Hinduismen er snarere en gruppe af religioner end det er en enkelt religion. Disse religioner har dog så meget fælles at de ofte er meget svære at skille fra hinanden. Derfor har man holdt fast ved den gamle betegnelse hinduisme.
De ældste skriftlige kilder til indisk religion er vedaerne, der er store poetisk/teologiske værker. Den ældste veda, Rigveda, menes at stamme fra omkring 1000 f.v.t., mens den yngste af de fem vedaer menes at stamme fra omkring 500 f.v.t. Foruden de egentlige vedaer hører der til den vediske tradition flere andre grupper af tekster, hvor de fleste stammer fra perioden 800 – 300 f.v.t.
Den vediske tradition beskriver det guddommelige i naturen samtidig med at naturkræfterne opfattes som enkeltstående guder i sig selv. Guderne manifesteres i naturkræfterne samtidig med at de er naturkræfterne i sig selv.
I den ældste vediske tradition er tanken om reinkarnation ukendt. I stedet er tanken at den døde overgår til dødsriget, der ses som en parallelverden til den kendte verden.
I hvad man kan kalde den klassiske indiske polyteisme beholdes vedaernes guder, men de opfattes mere som personer, om end de stadig forbindes med større eller mindre naturkræfter. Ofte beskrives Brahma, Vishnu og Shiva som de tre hovedguder, og megen hinduistisk teologi er beskrevet omkring denne triade, men lokalt kan andre guder være vigtigere og ofte bekender en enkeltperson sig til en enkelt guddom – omend alle guderne har særlige betydninger i forskellige sammenhænge.
I den klassiske polyteisme spiller gudebillederne en stor rolle, men i modsætning til hvad mange monoteister gerne vil tro bliver gudebillederne ikke anset for at være guderne i sig selv. Gudebillederne behandles ofte som om de var guderne selv – f.eks. er det mange steder en tradition at man dagligt vasker gudebilledet og klæder det på, og gudebillederne bliver ofte kysset og der bliver sat mad foran dem – men det er vigtigt at forstå at gudebillederne anses som repræsentationer af guderne, eller ligefrem som inkarnationer af guderne, men de er ikke guderne i sig selv.
Sideløbende med den almindelige folkelige religiøsitet indeholder hinduismen en særlig asketisk religiøsitet, hvor enkeltpersoner lever de religiøse principper ud på en måde som almindelig mennesker ikke har mulighed for. Fra denne asketiske religiøsitet stammer bhakti- og tantra-traditionerne.
Bhakti og tantrisme er en religiøsitet, der går udenom templer og religiøse specialister, som ellers er meget vigtige i den folkelige hinduisme. Bhakti og tantrisme repræsenterer en inderlighed og søgen i ens indre, hvorved man opnår en særlig kontakt med guddommen.
I den folkelige religion er de ovennævnte traditioner klart de dominerende traditioner indenfor hinduismen, men blandt vestligt inspirerede hinduistiske teologer er der indenfor de senere århundreder opstået hvad man kan kalde en moderne monoteistisk polyteisme. Her anerkendes den øvrige hinduistiske tradition, med dyrkning af de mange forskellige guder, men guderne ses som forskellige sider af det samme guddommelige princip – den samme ene guddommelighed.
Egentlig er buddhismen en del af hinduismen idet den er opstået i Indien og bygger på hele den hinduistiske tradition, men på mange måder er buddhismen noget for sig selv. Buddhismen anerkender eksistensen af alle hinduismens guddomme, men de buddhistiske guder har en helt anden rolle end hinduismens guder. Hvor det i hinduismen handler om at komme ud af samsara – reinkarnationens hjul – og bevæge sig op på det højeste trin af eksistens, så ser buddhismen enhver form for eksistens som samsara, og det gælder derfor om et komme ud af enhver form for eksistens, nirvana – intetheden.
Buddhismen anerkender at guderne er over menneskene, men guderne lider lige så meget som mennesker – og på sin vis er de således ikke bedre stillet end menneskene – de er bare større.
I praksis spiller guderne derfor en meget lille rolle, om nogen rolle overhovedet, i den buddhistiske religion. Buddha æres overalt af buddhisterne, men Buddha anses ikke for at være guddommelig. Buddha menes derimod at være den første, der befriede sig fra samsara, og dermed er Buddha et forbillede for alle mennesker – ligesom han også er et forbillede for guderne!
Oprindelig religioner er det, som man tidligere kaldte primitive religioner. Oprindelige religioner er dels et historisk emneområde, idet man undersøger de religioner der var før de store verdensreligioner (f.eks. de før-islamiske arabiske religioner), og dels er det et nutidigt emneområde, idet man undersøger de religioner der ikke er influeret af de store religioner fra Mellemøsten, Europa og Asien.
Oprindelige religioner er et meget komplekst område, og i sagens natur kan man ikke uden videre beskrive dem under ét. Imidlertid er der nogle tendenser, der går igen i mange af de oprindelige religioner, og det er nogle af disse tendenser jeg vil forsøge at beskrive i det følgende.
Egentlig betyder ordet panteisme at man anser alt for at være guddommeligt, men oftest bruges ordet til at beskrive en religiøsitet, hvor man dyrker forskellige naturfænomener som guddommelige. Det klassiske eksempel er soldyrkelsen, men det kan også være at man dyrker månen eller Venus som guder, eller at man dyrker havet eller bjergene, eller åen eller træerne. Det centrale i panteismen er opfattelsen af at ét eller flere naturfænomener besidder nogle særlige, mystiske og ofte skjulte egenskaber. Det guddommelige naturfænomen er således ikke en repræsentant for noget guddommeligt – naturfænomenet er guddommeligt i sig selv.
I den panteistiske opfattelse er det guddommelige naturfænomen ikke en person, og man kan således ikke forhandle eller på anden måde interagere med det, men ved hjælp af ritualer og magi kan man alligevel på én eller anden måde påvirke naturfænomenet eller måske ligefrem udnytte det efter sin egen vilje.
Et centralt emne i religionen er spørgsmålet om hvad der sker med en person når man dør. De store verdensreligioner angiver alle én eller anden form for destination for den enkelte døde. Derimod er tanken om en destination for den døde helt fremmed for de fleste oprindelige religioner. I stedet lever der i de fleste oprindelige religioner en forestilling om at de døde faktisk lever videre – bare på en anden måde. De døde bliver til skytsånder for de levende (f.eks. kinesisk religion), eller de bliver til livskraft for alt levende (f.eks. oprindelig ægyptisk religion), eller de døde lever videre i (eller i og med) de levende.
Forfædredyrkelse implicerer således ikke at de døde bliver til en slags guder, men snarere er forfædredyrkelse en tanke om at døden bare er en anden form for liv, og at de levende på én eller anden måde kan interagere med de døde.
De af de oprindelig religioner, der ikke har panteistiske træk, ser ofte naturkræfterne som manifestationer af guderne eller af gudernes magt.
Den vigtigste forskel på panteisme og polyteisme er at polyteismens guder har personlighed og vilje. De polyteistiske guder handler og interagerer med menneskene.
De polyteistiske guder har ligesom menneskene nogle behov, omend det er andre behov end de menneskelige.
I det moderne Vesten havde man efterhånden troet at man var kommet primitiv religion og overtro til livs, men op gennem anden halvdel af det 20. århundrede vandt en ny folkereligiøsitet mere og mere frem: New Age.
New Age anvendes som en samlebetegnelse for en ny religiøsitet i Europa og Amerika, og betegnelsen implicerer oftest religioner der stammer fra eller har hentet megen inspiration fra Østens religioner. New Age som begreb kan også anvendes om nye religioner i andre verdensdele, men her ses de nye religioner oftest som blandinger af kristendom og oprindelig religion (Sydamerika og Afrika) eller som blandinger af hinduisme/buddhisme og vestlig materialisme (Asien og Fjernøsten).
På sin vis er New Age et resultat af en øget globalisering. Meget lidt af de nye religioners indhold er nyt – det nye er sammensætningen af de forskellige religiøse tanker. Et udslag af New Age er f.eks. en tendens til at en relativ stor del af den danske befolkning (ifølge statistikkerne op mod 10% af danskerne) betegner sig som kristne men samtidig opfatter reinkarnation som en central del af deres kristendom.
Da New Age som begreb ikke er entydigt er gudsopfattelsen i New Age det endnu mindre, men statistisk er meget af den nye religiøsitet inspireret af hinduisme og særligt buddhisme. Når det gælder New Age i Vesten er der er således indenfor de fleste retninger ingen, eller meget ringe, fokus på det guddommelige som noget personligt, og de fleste af de behandlere, der er dukket op som en del af New Age bølgen, opfatter sig da også som alternative, ikke bare fordi de ikke hører under det offentlige sundhedsvæsen, men i endnu højere grad fordi de mener at benytte sig af upersonlige, åndelige energier. Alligevel viser der sig i statistiske undersøgelser en tendens til at de fleste religiøse danskere (og nok vesterlændinge i det hele taget) har en diffus idé om en overordnet personlig guddommelighed, som få dog mener blander sig i deres daglige liv.
Dette spørgsmål springer religionshistorien behændigt over – det ligger udenfor formålet, der alene er at beskrive. Den enkelte troende vil sandsynligvis fremhæve netop sin egen tro som den rette tro. Dette kan der hurtigt komme nogle konflikter ud af, og netop danskerne skyer dette mest muligt. Ikke desto mindre burde det være muligt at tale om tingene – hvem ved, måske kunne vi lære noget af hinanden?